|
**************
Som barn var min drøm at komme på ekspedition til Afrika. Jeg slugte alt hvad biblioteket havde af rejse- beskrivelser og især de der var skrevet af danske opdagelsesrejsende. Mine bedste oplevelser var når de kendte eventyrere, Jørgen Bitsch, Jens Bjerre o.m.a., om vinteren, holdt lysbilledforedrag i Cirkusbygningen i København. I 1993 besluttede skæbnen at række mig en hjælpende hånd. Mit motionsblad " I FORM" inviteret abonnenterne til at deltage i en travetur op på toppen af Kilimanjaro, Tanzania. Jeg fik hurtigt tilsendt et program for turen og derudover et væld af tilbud om en uges tillægsferie, badeferie, luksussafari o.m.a. Men især et tilbud fascinerede mig - Safaritrekking i Masai Mara, Kenya. Det første jeg gjorde, var at spørge min chef Jørgen Mikkelsen, om jeg kunne tage 14 dages afspadsering fra den 25/2-94 og til den 14/3. Det mente Jørgen nok kunne gå an, hvis jeg da havde så meget afspadsering til gode, jeg påstod at jeg havde nok til at gå på afspadsering fra nu af og til min 67 års fødselsdag. Nå men spøg til side, jeg fik fri, fik sendt depositum og forberedte
mig til at få meddelt Inga min beslutning samt høre, om hun ville med. Nu var der bare ventetiden tilbage. Ja det var selvfølgelig ikke bare at vente, der var såmænd nok, der skulle ordnes inden afgang. Der skulle købes rygsæk, vandretøj, bjergstøvler men især var der en masse vaccinationer der skulle foretages. Nogle blev foretaget hos egen læge og nogle på seruminstituttet i Ålborg, enkelte gav lidt ømhed i skroget men ikke mere end at det kunne holdes ud. Desuden fik jeg et læs piller mod malaria, der skulle tages under opholdet i Afrika og et par uger efter hjemkomsten. Min kone og datter skulle lige oplæres i at passe og pleje mine tropefugle medens jeg var væk.. **************
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle af sted, alt var pakket. Min svigersøn kørte mig til Karup Lufthavn og snart var jeg på min første rigtige flyvetur (havde kun prøvet en lille rundtur over Skjern). I Kastrup fandt jeg de øvrige danske deltagere samt rejseselskabets repræsentant Maj-Britt, der ønskede os god
rejse. Vi kunne så endeligt kravle ombord på Kenya Airwaysflyet. der var en
anelse forsinket. og sætte kursen mod Stockholm, hvor vi skulle samle en
flok svenskere. nordmænd og finner op. i alt var vi nu en flok på
35, 15 danskere, 12 nordmænd, 3 svenskere og 5 finner. **************
Ankomst Nairobi lørdag morgenen den 26. februar. Finde vor bagage, udfylde papirer. have stemplet pas. veksle penge, og så endelig blev vi lukket ud i Afrika En flok mænd stod med skilte med alle mulige navne og også en med ADVENTURE. Vi fulgte efter manden om til en lille minibus med plads til ca. 20-25 personer. Efter at vi havde overbevist chaufføren om, at vi absolut ikke kunne være i køretøjet. forsvandt han og hans hjælper (de lod dog bilen stå), og vi satte os til at vente på P-pladsen. det var stadig tidligt på dagen, så temperaturen var tålelig.
Efter et par timers venten fandt vi en lille biks, hvor vi kunne købe drikkevand - postevand i Nairobi er tilsat klor (eller noget lignende). Snart blev det virkeligt varmt, og nogle
begyndte at blive utålmodige - et par stykker besluttede at
undersøge sagen og henvendte sig på et kontor i lufthavnen. **************
Vejene var utrolig dårlige, vekslende mellem asfalt med huller endnu større end man ser dem her på Mors, grusveje med driver af sand eller simpelt hen ad veje med klippestykker spredt med ødsel hånd, hvor det kunne lade sig gøre blev hjulspor på markerne benyttet. Men vi blev da rystet godt sammen.
Vi rendte af og til på politispærringer, hvor maskinpistolbevæbnet politi og militær stoppede bilerne og undersøgte dem for smuglergods. Sjovt var det at se, at biler med lidt eller intet lys, bundet sammen med sejlgarn, efter undersøgelsen fik lov at fortsætte. Vi blev dog vinket igennem uden forsinkelse alle steder. Selve spærringerne bestod af 2 træstammer fyldt med stål pigge,
lagt fra hhv. venstre og højre vejside og halvt ud på vejen, forskudt.
således at man med forsigtighed kunne passere mellem dem.
og derudover en masse kreaturer og geder, der
vadede over vejen som det passede dem, der var intet hegn mellem
markerne og vejen.
Ved grænsen til Tanzania skulle vi udfylde papirer. Vi købte nogle få halskæder med flotte udskårne figurer og mente, at nu var det godt. Jeg prøvede at lukke vinduet, men det kunne ikke lade sig gøre for alle de arme. der var inde. Endelig kom vor chauffør, og vi kunne komme videre ind i Tanzania
**************
Grænsen blev passeret via grænse byen Namanga. Kl. 20 holdt vi ind for at få noget at spise, hvorefter rejsen fortsatte. Det var nu bælgmørkt. men ikke desto mindre så vi mange folk vandre af sted langs vejene langt uden for byerne. De kom i flokke. enkelte stykker sammen eller enlige. Mange forsvandt ind i ødemarken og vi fik at vide. at de var på
vej hjem til deres Masailandsby, lerklinede stråhytter, der ligger
langt fra alfarvej.
Jeg var møgbeskidt af alt lande- vejstøvet. fik mig barberet. sæbet ind og åbnet for bruseren - intet vand - jeg måtte skylle mig med vand fra håndvasken. Da dette vand blev lukket ud. blev hele gulvet oversvømmet. Efter et veltrængt og dejligt aften- måltid (nærmest natmad), kunne vi
kravle i seng. Derefter
ud og få lidt frisk luft og kigge på omgivelserne. Jorden så våd ud,
men var knastør, det var farven, der gav jorden et vådt udse- ende.
**************
Efter en rystende kørsel (sten og huller) nåede vi nationalparken, hvor vel 100 bærere stod linet op, vor fører udtog de godt 60 mand. der skulle følge os. Det var en broget flok, der nærmest så ud som var de klædt på i tøj fra Frelsens hær, deres fodtøj omfattede alt. Nogle gik i gummistøvler, nogle i lærredssko. vandrestøvler. ja en havde en vandrestøvle med flaprende sål på den ene fod og en almindelig badetøffel på den anden fod, de var fattige - men utroligt flinke. Hver deltager fik hjælp af en bærer, de øvrige transporterede mad, vand og hvad der ellers blev brug for.
Efter at vi havde indskrevet os med navn, adresse, nationalitet, fødselsdag og pasnummer, kunne vi starte på vor 40 km lange tur til Kilimanjaros top. Første etape var til Mandara Hut i 2727 m højde, det lyder jo ikke af så meget, men der skal passeres mange bakker, inden man er fremme.
Undervejs passerede jeg en masse indfødte, der næsten alle hilste med ordet "jambo", der betyder hej. Det skete også nogle enkelte gange at vi mødte danskere på vej ned. Første måltid på bjerget var boller med steg og agurk, samt masser af frugt bl.a. mango.
Efter at have fået os indkvarteret gik 5 af os en tur til et krater, og stod pludselig ved en dal så ubeskrivelig smuk, skov og et lille vandfald, og en fantastisk fuglesang. Vi satte os ned og sad i fuldstændig tavshed og nød det hele, da vi opdagede at det var ved at blive mørkt, måtte vi løsrive os og tilbage til lejren. Lejren bestod af en masse små hytter med 6 køjepladser i hver, en
større hytte hvor vi spiste, samt et par hytter hvor bærerne
tilberedte maden. Vi havde en fornemmelse af, at vi var for mange på bjerget, vi havde
fået at vide, at man kun lukkede så mange ind, at der var soveplads
til alle, men nogle måtte sove på gulvet i hytterne, andre måtte sove
i telte, hvilket var ret koldt og vådt, vi fik nogle alvorlige
regnbyger hver eftermiddag.
Op næste morgen kl. 6.30, klatvask i iskoldt vand, morgenmad: Pulverkaffe, majsbrød, frugt, grød, æg og stegt flæsk. Hen og købe vand (1,5 I for 2 dollar). Aflevere den store rygsæk til bærerne, den lille med vand, fotoudstyr, ekstra tøj, kikkert og mad pose, bar jeg selv. Vi var 3 der fulgtes ad og ikke havde tid til at vente på de øvrige, vi gik selvfølgelig forkert. Vi måtte gå en omvej, hvilket ikke var nødvendigt, idet turen såmænd var barsk nok i forvejen. Vi var fremme ved Horombo Hut i 3780 m højde ved middagstid, spiste vor madpakke (en sammenklappet bolle samt masser af frugt. Tog en slapper, te kl. 15. "Bad" ved en håndvask med iskoldt vand.
Vi var nu nået frem til tirsdag morgen og kunne, efter morgen- mad, gå i gang med endnu en etape, den foreløbig mest barske, op til Kibo Hut (4740 m højde). Start i tåge, derefter hagl og endelig sne. Ruten gik opad og opad i en
uendelighed og da jeg endelig var oppe,
var jeg godt udaset, skønt turen kun havde taget ca. 4 timer.
Det var koldt men på grund af anstrengelserne kom man til at svede - så et godt bad havde været en velsignelse - men nej! Efter en klatvask smuttede jeg i sove- posen, hvor jeg prøvede at få varmen. Te kl. 3, igen i soveposen, aftensmad kl. 19.30 og derefter atter i soveposen. Vi skulle jo være klar til den sidste etape mod toppen, vi var
blevet orienteret om hvilken påklædning der var nødvendig.
Jeg kan mærke, at jeg er kommet højt til vejrs, men jeg føler mig rigtig godt tilpas. Ved midnatstid blev vi vækket, det var nu tid til den sidste
kraftanstrengelse mod Gilmans Point i (5.685 m højde), det endelige mål.
Poul og Hans Peter var døden nær på toppen af Kilimanjaro. Det tog forholdsvis lang tid at blive klædt på, vi kunne for alvor mærke at vi var kommet op i højderne, her var ikke meget ilt. Turen gik langsomt, uhyre langsomt, hvert skridt kostede store
anstrengelser, vi kunne absolut mærke, vi var kommet op i de tynde
luftlag.
Smerterne i knæet blev værre og pauserne hyppigere, til sidst kunne jeg ikke klare mere end ca. 10 små skridt mellem hver pause og knæmassage, og jeg begyndte nu at fryse ret meget.
En af bærerne fortalte, at jeg stadig manglede ca. 200 m, og jeg besluttede, at jeg ikke ville sætte livet på spil for at nå toppen, mine hænder var på det tidspunkt som is. Jeg vendte derfor om og vandrede mutters alene ned igen og snart fik jeg atter varmen og havde en pragtfuld tur ned, Der var temmelig meget trafik og trængsel på denne del af
bjerget, Himlen var meget klar, og de fremmede stjernebilleder strålede. Jeg nåede lejren ved solopgang og var hurtig til at komme i soveposen for at få et par timers hvil. Da alle sovepladser var optaget, lagde jeg
mig på et bord og sov til jeg blev vækket, der var nogle, der skulle
have morgenmad, så jeg måtte pænt aflevere min soveplads til de
sultne. Min hjælper Eric fortalte, at jeg havde været højt nok oppe til
at få certifikat, jeg anede ikke, at der blev udstedt et sådant. Imellem dem der klarede turen var 2, der nok burde have gjort som jeg. Da de nåede toppen styrtede de om i sneen, den ene klarede at rejse sig, holde fat i skiltet (der viste at de var nået op) medens han råbte "fotografer mig for fanden", hvorefter han faldt om igen. Den ene klarede at komme ned med lidt hjælp, den anden blev slæbt ned og var, iflg. to norske læger (delta- gere), meget tæt på døden. Han klarede skærene og kom nogenlunde til hægterne, inden vi var nået helt ned, men begge var temmelig tamme resten af ugen, de skulle hjem efter denne uge. Flemming, ham jeg delte telt og hotelværelser med på hele ferien., nåede også helt op, han fik det for varmt og smed hue og handsker. Han var ikke ret meget andet end brandvabler, da han nåede ned, også dette problem klarede de norske læger, så da han rejste hjem efter safarien, var han i orden igen.
Torsdag startede så sidste tur fra Horombo Hut og helt ned til nationalparkens udgang. Det var den hidtil længste dagsmarch, men eftersom det gik nedad det meste af vejen, var det jo let og jeg løb da også på de mest jævne strækninger og var nede ca. 3/4 time før de næste fra holdet. Vi var nu inde
i en lille kiosk for at købe Kilimanjaro trøjer,
postkort, kort over Kilimanjaro, hatte, colaer o.s.v. Selvfølgelig skulle vi alle købe lidt, især blev der hældt en del colaer ned. Vi havde alle en del snavset tøj at transportere, en af vore rejseledsagere foreslog at vi gav vore hjælpere tøjet. Det gjorde vi så, og jeg skal love for at de kunne bruge det. Jeg gav Eric en stor pose tøj samt mine bjergstøvler, der havde gnavet mine fødder på turen op og ned af bjerget. Jeg spurgte selvfølgelig ikke om han ville have tøjet og
støvlerne, men om han kendte nogen, der kunne bruge det, og det gjorde
han.
Jeg fik denne gang et andet værelse, og som noget af det første prøvede jeg om der var vand i bruseren Jo, der var vand i bruse- ren. Af med kludene, barberes, sæbes ind, åbne for bruseren - kun kogende vand, åh nej. Fylde håndvasken og tage "minikarbad", det var ikke nemt, men jeg blev da ren. Efter en god nats søvn og et herligt morgenmåltid tog vi afsked med de af deltagerne, der skulle blive i Tanzania, hvor de skulle på safari. Snart kom bilerne for at hente os, men desværre, der var ikke plads til alle. Hotelværten prøvede at hjælpe, men var efter én af de finske delta- geres mening ikke hurtig nok, han var temmelig flabet overfor værten hvilket denne selvfølgelig tog unådigt op og fortalte, at han aldrig mere ville have med skandinaver at gøre. Det blev for meget for danskerne, nordmændene og svenskerne. de undskyldte meget finnernes opførsel og fortalte, at også vi kunne have problemer med dem. Det formildede hotelejeren, der selv ville køre de "overskydende" folk, til nærmeste by, hvor vi så kunne få fat i en bil til den videre tur - men han ville under ingen omstændigheder have finnen i sin bil, hvilket vi til fulde forstod. Vi kom endelig af sted og fandt da også en ret stor by, hvor vi kunne få hjælp.
**************
Endelig kunne vi komme videre, og snart mødte vi for første gang
der afrikanske dyr. Vi så mange gazellearter, giraffer og zebraflokke.
Efter mange timers ujævn kørsel nåede vi et flot hotel, hvor vi var
inde at spise, der var fantastisk flot i hotellet og især i den
tilhørende have. Vi skulle hentes lige efter morgen- mad, og var da også klar - desværre kom der ingen for at hente os, og kl. godt 10, drog nogle stykker ud for at finde et andet bureau, der kunne arrangere en uges ferie for os. Det lykkedes - men kom til at koste. Et bureau ville lave os en tur, med ophold på luksushotel for godt 6000,- kr.
Jeg sagde, at så mange penge havde jeg ikke med, nej, lød svaret, det er der da ingen af os, der har - men vi kan bruge vore plastikkort. Ja tak, men jeg har intet plastikkort, 3 andre af deltagerne havde heller intet plastikkort. Vi oplevede noget, der var med til at sammentømre vor gruppe og gøre rejsen uforglemmelig - 2 af deltagerne tilbød at lægge pengene ud for os andre - hvis vi ville med, og som de sagde: Enten tager vi af sted alle sammen, eller også bliver vi på hotellet alle sammen, ingen skal lades i stikken, og ingen får lov at skille flokken. Da alternativet ville være Nairobi en uge, til vi kunne komme hjem, takkede vi og sagde, at det var OK. Pengene blev betalt, og vi fik at vide, at vi ville blive hentet på hotellet kl. 14.00. Vi drog tilbage for at få noget at spise. KI. 12 blev vi antastet af en ung amerikaner, der spurgte, om det var os, der skulle med på Hemingway safari, for så var de klar nu. Hele flokken blev samlet, og den unge mand fik nogle sandheder at vide, han var endda helt uskyldig, han viste os en telefax, han havde modtaget - sendt fra Adventure, Danmark, samme dag som vi rejste fra København. I telefaxen stod, at vi ville komme fra Kilimanjaro lørdag den 5. marts kl. 12, og at amerikaneren (Jeff) skulle modtage os der. Vi viste Jeff vor rejseplan, der fortalte at vi ville ankomme fredag den 4. marts, skulle overnatte på New Stanley, og at vi ville blive hentet lørdag morgen. Steven sendte bud efter sin chef, der hurtigt ankom, fik forklaret sagen - og som naturligvis blev temmelig sur på Adventure. Vi blev enige med Hemingway Safari (der slet ikke hed Hemingway Safari men Bike Trek Hemingway Safari var et bureau i Tanzania, der havde videregivet denne tur til Bike Trek - så det var skisme ikke underligt, at vi ikke kunne finde dem nogen steder), at vi ville tage med dem, som oprindeligt planlagt, og chefen lovede at ville kontakte Adventure straks mandag morgen. når de igen havde åbent. Han lovede ligeledes at prøve at få de mange penge retur, vi netop havde indbetalt til den alternative safari. Jeg bad ham undersøge, om vi var bookede ind på New Stanley, når vi vendte tilbage torsdag den 10. marts. Det var vi ikke - men det lovede han at ordne. Jeg bad ham ligeledes undersøge om Adventure havde genbestilt vor hjemrejse med Kenya Airways, det lovede han. **************
Vi blev nu fordelt i 2 komfortable "rugbrød" og kunne starte på vor safari. Vejen var som vi var vant til, men vor chauffør, masai'en Simon, var fortræffelig til at komme uden om de største huller. Vi havde flere hundrede km at køre og så mange vilde dyr undervejs. På et tidspunkt holdt vi ind ved en bod for at få lidt at drikke, vi
spurgte om bilen blev låst, eller vi skulle tage vore værdigenstande
med os. Vi fik at vide, at bilen ikke blev låst, men at det var
masaier, der havde boden, og at intet ville forsvinde. Masaier er et stolt folk, tredjestørste befolkningsgruppe i Kenya. Ingen ved præcist hvor mange der er, de vil ikke registreres, de er
hyrder, afliver ikke deres kvæg, men tapper blod af dem, blodet blandes
med mælk og drikkes som det er eller koges sammen med grønsager.
Nå, efter at have slukket tørsten i cola (der er cocacola skilte overalt i Tanzania og Kenya) kørte vi videre og kom snart til Rift Valley, en enorm dalsænkning, der når igennem mange lande. Vi fortsatte, det var nu blevet mørkt. og pludselig så vi to vilde hunde midt på vejen. Vor guide Jeff sagde, at det var nogle år siden, han sidst havde set vilde hunde, og aldrig i dette område. Efter endnu lang tids kørsel drejede vi af fra den hullede asfalt og ind over savannen ad et godt pløret hjulspor, det havde netop regnet en del. Snart nåede vi teltlejren i Maji Moto, teltene lå spredt under nogle ret store træer. Vi fik anvist vore telte, der var møbleret med 2 feltsenge med tæpper. Et stort bord var placeret under et stort
oversejl, det var spisebordet, lyskilden var flagermuslygter og
kogestederne var bål. Kaffe og te stod hele tiden og snurrede på bålet. Jeg drak kun
kaffe et par gange, så gik jeg over til te. Der brændte til stadighed
et stort bål, om aftenen blev gløder hentet fra dette bål for at lave
mindre ildsteder til madlavningen. Efter at have spist satte vi os ved bålet og sludrede, pludselig stod en masai med kølle og spyd ved bålet, han hilste og stod så ellers tavs og varmede sig, pludselig var han atter væk. Det var den ene af vore nattevagter. Det begyndte at føles koldt, var begyndt at lyne i det fjerne, og snart begyndte det at regne, så vi blev enige om at krybe i muleposerne.
Det var temmelig køligt og mange havde frosset i nattens løb. Næste morgen stod vi op ved solopgang kl. 7. Fik os vasket, fik et
herligt morgenmåltid og var klar til at komme ud at trave. Steven fortalte om de buske og træer vi kom forbi, vi smagte meget søde og meget bitre bær, lærte om blade, der skulle bæres i armhulerne for at hindre svedlugt.
Lærte om frugter og bær, der kunne spises direkte fra buskene, kaktusblade, der kunne bruges mod rifter, blade, der kunne koges til suppe, der var nogle bær, der var usandsynlig sure og bitre. De måtte ikke spises da de kunne skade maven, men man måtte godt sutte på dem, jeg prøvede - men ærlig talt - citroner er det rene sukkervand i forhold til disse bær.. Vi så tornede buske med masser af sorte kugler, det var frugtskaller, der var tømt af myrer, når vi rørte disse skaller, vrimlede det med myrer. Enkelte af buskene havde frugter, der endnu ikke var besat af myrer og disse frugter smagte vi, de smagte pragtfuldt. KI. 13 holdt vi rast, og Jeff og Steven bredte et tæppe ud på jorden, hvorefter de tømte deres rygsække for saftevand, små bananer appelsiner, hårdkogte æg, groft majsbrød, stegte pølser, ost, kød og kiks, og så var det bare om at spise. Da vi var færdige, blev alt (æggeskaller skaller, appelsinskaller o.l.) samlet sammen i en pose og taget med (absolut ingen forurening af naturen). Ved 18 tiden var vi tilbage i lejren og opdagede, at træerne over os var besat af små aber. Masser af trefarvede glansstære fløj om os (det var et pragtfuldt syn at se dem i fri dressur - jeg har nemlig nogle af slagsen i mine volierer).
Senere besøgte vi en masailandsby, hvor vi hver
betalte 200 kenyashilling (20 kr.) for at få lov at fotografere masaierne. Høvdingen ville først forbyde os at fotografere børnene, og ville så genne børnene væk, men da han havde fået at vide, at vi havde betalt, stillede han sig selv op til fotografering. Vi var 4 stk. der blev inviteret ind i hans hytte, vi kom først ind i en bælgmørk gang, og derefter ind i selve hytten, der var ret stor.
Vi fortalte at vi var fra Dan mark, det kendte han ikke, vi sagde Europa, jo det havde han hørt om, hvordan var det nu - lå Europa til højre eller til venstre for Nairobi. Vi havde en hyggelig 1/2 time i hytten, hvorefter vi atter vandrede hjem, hjem til aftensmad, lejrbål og nattesøvn.
Næste morgen badede vi i en nærliggende lille varm sø, der fik tilført vand fra en kilde. I nærheden af kildeudspringet var vandet næsten kogende. Efter morgenmad kunne vi pakke vore ting, læsse dem i bilerne, tage vor lille rygsæk og til fods sætte kursen mod Masai Mara. På vejen benyttede jeg lejligheden til at samle nogle små stykker obsidian (vulkansk glas) til min samling. Kl. 11.45 holdt vi en lille spisepause, der blev serveret kiks
og appelsiner. Vi benyttede lejligheden til et velfortjent hvil inden
traveturen fortsatte, det var forrygende varmt og der var overhovedet
ingen skygge. **************
Teltene lå spredt i en lille skov, aber og masser af fugle lavede musik og støj døgnet rundt. Hvor det i forrige lejr blev koldt om natten og regnede en del, var der her meget varmt om dagen og meget lunt om natten, og vi fik ikke én dråbe regn. Spiseplads og kogeplads var som i den gamle lejr. Straks efter indkvartering i tomandstelte blev der gjort klar til en travetur i omegnen (bjergene). Vi så masser af gazeller, antiloper og giraffer (giraffer mere end 20 i samme flok). Vi kom også forbi en flok bavianer, der var godt oppe at toppes, på vej tilbage så vi et par pølsetræer med masser af "pølser", nogle meget store, stenhårde, pølselignende frugter, der bare er guf for elefanter.
Frugterne er giftige for mennesker og er for resten næsten umulige at få hul på, de er hårdere end kokos nødder. Hjemme i lejren igen var et varmt bad parat. Der var to firkantede telte under hvert sit store træ, i hvert telt, ophængt i træet, var en gummi sæk med en bruser, sækken blev fyldt med varmt vand og vi kunne så få et bad. Når så mange skal i bad, og alt vandet skal varmes over et bål - så lærer man virkelig at spare og vi fik at vide, at en sæk vand, skulle række til 2 personer og ikke noget med at 2 gik under bruseren på samme tid. Næste dag skulle vi så på safari i Nationalparken, et ikke afmærket område i reservatet, men masaierne sagde, at de kendte grænsen. I Nationalparken må man ikke færdes til fods, kun i bil, i reservatet uden for Nationalparken må masaierne bo, og man må gerne færdes til fods. Taget på vore to biler blev hævet, således at vi kunne stå op og fotografere de vilde dyr, og snart var vi på vej. Vi kom tæt på elefanter, zebraer, hyæner, et enkelt næsehorn,
flod- heste, antiloper, gazeller, vortesvin, sjakaler, løver, giraffer,
vildsvin, vandbøfler, store bavianflokke samt en masse små og store
fugle. Ved middagstid parkerede vi under et træ med udsyn til alle sider,
her indtog vi vor frokost. Efter endnu nogle timers kørsel kunne vi atter vende næsen hjemad. Iflg. vort program skulle vi på biltur her den sidste dag i lejren, men iflg. Bike Treks program skulle vi på travetur i bjergene omkring vildtreservatet og det havde vi absolut intet imod.
Jeg fandt en mindre træstamme til at forsvare mig med, hvis der skulle dukke et vildt dyr op det gjorde der heldigvis ikke. Efter nogen tid dukkede resten af selskabet op, de fortalte at de havde råbt og skreget på mig samt at Jeff og Steven absolut ikke var rolige ved situationen.Jeg undskyldte og sagde at det ikke skulle gentage sig. Da Steven så det drabelige våben jeg slæbte rundt på smilede han, jeg havde en fornemmelse af at det ikke var godt, det jeg havde gjort. men at han alligevel syntes det var frisk gjort. Vi travede videre og på et tidspunkt havde de tre finner fået nok,
de gad ikke mere men ville tilbage til lejren.
Da de ikke måtte gå uden fører måtte Jeff følge dem. Vi andre fortsatte endnu et stykke vej, men på et tidspunkt blev vi indhentet af et par masaikrigere, der fortalte vor egen masai Steven, at vi skulle vende om og følges med de fire andre, området var for farligt til at 4 mand måtte gå alene. Vi fik at vide at de andre befandt sig på en camp, hvor de var ved at hælde noget koldt, læskende gennem halsen. Vi vendte om og satte kursen mod campen. Snart fandt vi de øvrige siddende bænket i hyggelige omgivelser og snart sad vi alle med et glas herlig kold drik.
Nogle af deltagerne havde fundet en lille kiosk i nærheden og kom tilbage og viste os post- samt land- kort over området og snart var vi alle samlet i kiosken. Et par af pigerne fandt et par rigtige masaikøller (et skaft, der ender i en stor kugle, hele køllen er i et stykke træ og meget hård og tung),
Desværre var der kun 2 køller og disse købte pigerne. På vej tilbage til vor lejr passerede vi en gammel masaikriger, jeg
gik som en af de sidste i flokken.
Iflg. vort program skulle turen retur til Nairobi gå via Karen Blixens farm. Vi fik imidlertid at vide at det havde Bike Trek ikke med på deres program, vi pointerede at som dansker kunne man ikke besøge Kenya, uden også at besøge farmen.
Det blev derfor besluttet at vi, hvis vi kunne starte tidligt næste
dag, godt kunne nå et par timer ved Karen Bilxen's farm og alligevel
komme tids nok til Nairobi til at vi kunne nå at handle. Jeff fortalte at det var første gang kokken havde lavet kage til deltagerne. Grunden var, iflg. Jeff, at de havde kunnet lide vor måde at optræde på, ikke som turister og hjælpere, men som en stor flok. Det varmede - men jeg tror at vi alle følte os som en flok, det var simpelt hen de mest pragtfulde mennesker at være sammen med.
Dyrene var døde under den lange tørkeperiode der havde været før vi ankom.
Sidste morgen i Masai Mara. Tidlig morgenmad, pakke sammen og så af sted
mod Nairobi.
Men vi måtte videre mod Nairobi og Karen Blixen' s farm, og vi var meget spændte på hvad vi ville få at se. Vi havde hørt at farmen ikke var blevet passet ordentlig ja nærmest var forfalden, men som mine fotos vil vise, så var det ikke tilfældet - tværtimod. **************
Byen har efterhånden omringet farmen, men det er så absolut de mere velstillede, der bor i området. Mange af vejene havde navn, der havde med Karen Blixen at gøre, der var Karen Blixen golfcourse, Karens College oma. Alle haverne i kvarteret var med et blomstervæld, der nærmest var eventyrligt.Vi var så heldige at der netop denne dag var foredrag om Karen Blixen, men selv uden dette havde det været en oplevelse af højeste karat. Det hele var så velholdt og smukt og med en park med masser af eksotiske blomster og træer.
I det fjerne kunne vi se N-gong bjergene, som Karen Blixen omtaler i bl.a. Farvel til Afrika. Det er let at forstå, at Karen Blixen var så ked af at forlade stedet og Afrika. Jeg kunne godt have klaret en uges tid på farmen. Her var mange forskellige agaver og kaktus og selvfølgelig mange planter, buske og træer, vi aldrig før havde set. Der var en pragtfuld duft af blomster, og prikken over i´et var, at Jeff, i parken, anrettede et herligt måltid. At dette måltid, ville blive det sidste (i hvert fald foreløbig) "afrikanske" måltid under åben himmel, gjorde at maden blev nydt til sidste bid. Men alt får jo en ende og også dette besøg. Vi måtte pakke
sammen og fortsætte til vort hotel "New Stanley", der stadig
har et træ stående midt i hotellet. Det var globetrotterne, der i gamle dage meddelte sig til hinanden om hvor de var på vej hen og om hvornår de regnede med at være tilbage igen.
Sidste friluftsmåltid i Afrika.
Denne gang var der ingen problemer, der var værelser og mad da vi kom, og problemerne fra forrige ankomst var løst. Det var rejseselskabet i København, der var skyld i problemerne. Efter maden samledes vi og fik en drink (den første på turen) og en hyggesnak. De tre finner undskylde for første gang deres opførsel. De havde været noget afvisende over for de øvrige deltagere, og ret uforskammede overfor de indfødte og det både i Tanzania og Kenya. De undskylde sig med, at de kom fra et temmelig øde sted i Finland og ikke var vandt til at omgås fremmede. Efter en behagelig nat i bløde senge, kunne vi næste dag sætte kursen mod et snedækket Danmark. Turen var en oplevelse for livet.
Slut på en pragtfuld oplevelse.
|
