På arbejdspladsen: Laboratorielederen, min chef Stig Johansson. Var og er rigtig godt begavet men han havde nogle uvaner. For eksempel tolererede han ikke at de ansatte dyrkede sport, de kunne jo komme til skade så de ikke kunne passe deres arbejde.

Skulle vi absolut ud i naturen, så ok - vi kunne da gå en tur med vores skildpadde, forudsat den havde mindst 2 ben i gips. Ofte lå der artikler på mit skrivebord om dødsfald mellem idrætsudøvere, at jeg pointerede at hvis lige så mange mennesker var samlet og bare sad på deres flade, kunne det også ske at en af dem faldt døde om, anfægtede ham ikke.

En dag da jeg igen fandt en artikel fik jeg en idé. Da chefen, der havde kontor på 1. sal ringede ned til mig i stuen, ogbad mig komme op og hente noget materiale, der skulle fotokopieres, nægtede jeg med den begrundelse at det var for farligt. Mange mennesker var kommet alvorligt til skade eller blevet slået ihjel ved fald fra en trappe. Jeg lagde røret på.

Kun få minutter gik før chefen igen var der. Hvor pokker bliver du af?
Forstår du ikke dansk? Jeg kommer ikke, du må komme her ned med det, jeg tør ikke bruge den trappe, og forresten når jeg nu stopper med al motion bliver jeg også for svag til at bruge trappen. Røret på.

Mindre end et minut: Chefen i telefonen: Du kommer nu og så snakker vi ikke mere om det. Jeg så aldrig siden en artikel eller hørte et ord om skadelig motion.

*****************

I retten:  For mange år siden kunne man, ganske gratis få muslingeskaller fra Østerskompagniet. Selvfølgelig skulle man betale for at få det leveret, men det var godt fyld til plørede markveje o.l.

Jeg bestilte 2 læs pr, telefon og beskrev meget nøje hvor de afleveres. Jeg så da vognmanden kom med det første læs, jeg så også at han hældte skallerne af på den forkerte vej. Var hurtigt af sted for at gøre chaufføren opmærksom på fejlen, og da han kunne se på den rutebeskrivelse han havde med, at det var afleveret forkert bad han mig kontakte vognmanden. Det gjorde jeg og han sagde, at jeg da lige kunne spørge genboen, om han ville betale for læsset.

Genboen ville gerne sprede skallerne på sin vej, men han ville ikke betale en krone. Hans sønner leverede det grus han skulle bruge, og det havde den fordel, at der ikke var lugt ved gruset, det er der et stykke tid ved skallerne. Vognmanden fik den besked og så var det slut - troede jeg.

Jeg fik så en regning på alle 3 læs, ringede til vognmanden for at bede ham rette fejlen - det lovede han. Efter en tid fik jeg en ny regning, stadig med 3 læs og nu også renter for for sent betalt regning, samt en trussel om at lade en advokat inddrive gælden. Jeg ringede igen og beklagede mig, igen blev jeg lovet en ny regning, men besluttede mig for at sende pengene for de 2 læs jeg havde modtaget. Der kom en ny regning - fra en advokat. Jeg ringede til advokaten, her lovede sekretæren at rette fejlen. Ny opkrævning fra advokaten, stadig på 3 læs og nu var beløbet forhøjet, samtidig var en trussel om stævning tilføjet. Ny telefonsamtale og endnu en gang lovning på at bringe sagen i orden.

Efter en rum tid kom så stævningen, jeg skulle møde i retten en tidlig formiddag. Jeg var den første der blev kaldt ind. Det var absolut ikke sjovt, jeg var nervøs, men også temmelig vred. Jeg blev placeret på en stol midt på gulvet. Dommeren sad et stykke fra mig, advokaten og vognmande ved et bord i siden og bag mig sad en del advokater, der havde sager efter at jeg var ført til gældsfængslet. gg

Dommeren, der så ud til at være en ret flink mand, gav ordet til advokaten, der opremsede alle de tilbud jeg havde fået til at bringe forholdet i orden

Dommeren spurgte derefter hvad jeg havde at sige til beretningen, og nu begyndte det sjove:

Jeg gengav hele historien, fortalte om levering af 2 læs men opkrævning for 3, om talrige telefonopringninger til både vognmand og advokat.

Jeg fortalte at de fleste af opringningerne var foretaget fra min arbejdsplads og med medhør, så mine kolleger havde hørt det hele og jeg har et dokument her, det er underskrevet af: civilingeniør xx, ingeniør xx og laborant xx. Desuden fortalte jeg, at beløbet for de 2 læs fo længst var betalt.

Må jeg se dem bad dommeren, jeg gik op og gav ham dem. Han læste dokumentet medens han mumlede noget. Da han var færdig og rettede sig op, nåede han ikke længere. Advokaten var oppe og sagde, at de trak sagen. Den latter der hørtes i salen var det hele værd.

Dommeren beklagede meget hele forløbet, og jeg kunne nu forlade retssalen og tage hjem. Men det viser at advokater nogle gange stinker lige så meget som et læs muslingeskaller og at man skal sørge for at have alt på skrift.

*****************

Bager i Nykøbing: Skulle købe brød med hjem. Betalte med en 500 kr. seddel. Blev spurgt om jeg ikke havde mindre. Desværre ikke. Fik penge retur og sagde. Jo, jeg har da en 100 kr. seddel her, rakte sedlen over til hende, der så rakte mig min 500 kr. seddel. Først da kunderne grinede, gik det op for hende, hvad hun var i færd med.

*****************

Besøg hos svoger: Inga og jeg var på besøg hos Ingas bror og svigerinde. Det var til aftenkaffe og da den var drukket, rejste jeg mig, hvorefter jeg hurtigt satte mig igen. Inga spurgte hvad der var galt. Jeg svarede: ingen ting, der var bare et øjeblik hvor jeg glemte, at jeg ikke var hjemme, og så ville jeg lige hente en lille en til halsen. Ok - den virkede.

*****************

Gentofte Amtssygehus: Jeg var ikke ret gammel da jeg første gang blev indlagt, Det var på Gentofte Amtssygehus, jeg var indlagt med gigtfeber, der den gang var en meget alvorlig sygdom idet det mange gange medførte dårligt hjerte, hvad jeg da også fik.

Jeg havde mange gange spist vandgrød hjemme (byggrød), men det der blev serveret til morgenmad, kunne jeg simpelt hen ikke få ned. Jeg gjorde ellers hvad jeg kunne, afdelingssygeplejersken var nemlig ret skrap, og jeg fik hver dag en regulær balle fordi jeg ikke spiste det. De andre sygeplejersker prøvede at hjælpe mig, så godt det nu kunne lade sig gøre.

En morgen da hun kom ind og så at min tallerken var tom, sagde hun til de andre sygeplejersker: Der kan i se, blødhed fører ikke til noget. Da min pude lige skulle rystes, opdagede de hvor grøden var blevet af. Så slap jeg for mere af den slags.

Jeg lå på voksenafdelingen og var den eneste oppegående, så mit job var at smide aftensmaden ud af vinduet. Maden var rugbrød med et tyndt lag margarine og noget der skulle forestille pålæg. Det var der ingen der gad spise, i stedet fandt de "madpakkerne" frem, det var mad, deres koner havde haft med til dem.

*********

Gentofte Amtssygehus: Jeg har været utrolig heldig mange gange. Jeg fik besøg af brødre og klassekammerater, de åd al min slik, men kom med en meget stor kasse store, blå blommer. Om natten begyndte jeg at smide blommerne op mod loftet, måske fordi jeg syntes lyden af bløde blommer mod loftet og så mod gulvet, lød sjov - jeg ved det ikke, men jeg kedede mig ret meget på sygehuset, så der skulle ikke så meget til at more mig.

Om morgenen, du milde, gulvet fyldt med sprængte blommer og loftet dekoreret med masser af blå pletter. Jeg fik selvfølgelig skæld ud, men ikke i nævneværdig grad.

Senere blev gangen delt op i 2 afdelinger og jeg blev flyttet til en ny stue. Nogle dage efter kom en sygeplejerske og sagde, at der var én, der ville tale med mig. Det var på min gamle stue, her sad en vildmand, der pegede på loftet og sagde en masse på et ukendt sprog. Jeg kom meget hurtigt ud, men blev fanget af en sygeplejerske, der førte mig hen til manden. Han var utrolig flink, men jeg forstod ikke et kvidder af det han sagde. Han kom fra et østland og var alvorligt sy, hvad jeg dog ikke vidste. Vi lærte snart at forstå hinanden og han lærte mig at spille skak.

En dag var han væk og ingen ville fortælle mig noget før efter lang tids forløb. Han var død af sin sygdom. Det var mit første møde med døden og det var barsk

*****************

Viborg Sygehus: Selvfølgelig giver det ikke altid bonus at at være for åben mundet. Jeg var indlagt på Viborg Sygehus. Skulle have knust en ret stor nyresten. Man havde prøvet med ultralyd uden held og det endda to gange. Denne gang ville man så gå op igennem urinlederen og skyde direkte på stenen med laser. Jeg skulle et par etager ned for at snakke med narkoselægen, hun så ikke særlig venlig ud, og det viste sig, at det var hun heller ikke.

Da hun var færdig med de indledende spørgsmål spurgte hun: Skal det være rygmarvsbedøvelse eller fuld bedøvelse?

Jeg svarede: Rygmarvsbedøvelse, og så vil jeg gerne se indgrebet på TV skærm, det kan jo være jeg kan komme med nogle gode råd.

Kommentaren kom prompte: Fuld bedøvelse. Det måtte jeg så affinde mig med.

*****************

Sportsforretningen:  Kom ind af bagdøren og købte et par løbesko kender ejeren af butikken), går ud af fordøren ud til gågaden for at handle andre steder. På vej til min bil, skyder jeg genvej gennem sportsforretningen og giver lige ejeren, der er travlt optaget af en anden kunde, denne:
De sko jeg lige har købt er ikke en disse værd. De er slidt ned og jeg har endda ikke haft dem ude af æsken endnu.
Ganske uskyldigt, men det syntes han vist ikke.

*****************

Nykøbing Sygehus:  Skulle have fjernet nogle seneknuder i den ene hånd. Det skulle ske på Nykøbing M. sygehus, hvor en ung nordmand skulle skrive journal. Han spurgte om en masse, motion, rygevaner, drikkevaner osv. Jeg fortalte at jeg ikke røg og aldrig havde gjort det. Da han så spurgte om jeg drak, ja så kunne jeg ikke dy mig.
Nej, jeg drikker ikke, jeg skal have 1 liter whisky om dagen, ellers kan jeg ikke fungere.
Han snakkede højt medens han skrev: En liter whisky...
Jeg sagde: Nej, det var mit sjov, jeg drikker højst 5 øl om året, nogle få glas vin om ugen og ellers kun til fester.

Han klaskede hånden mod panden: En liter whisky, det kunne jeg da have sagt mig selv, det ville jeg kunnet have set på dig. Resten af journalen blev skrevet medens han sad og mumlede: En liter whisky, og det var også de ord han modtog mig med, da jeg et par dage senere skulle have trådene fjernet.

*****************

Thisted Sygehus: Jeg skulle til test på Thisted Sygehus. Jeg havde problemer med menisken i venstre knæ. Jeg blev tjekket og konklusionen lød: Du skal opereres, du har en skade i menisken.
Ja tak, det fortalte jeg jer, det havde min egen læge for lang tid siden konstateret. Så skal vi ikke bare gå i gang.
Kirurgen: Nej, det kan vi ikke, du skal jo møde fastende.
Jamen jeg er fastende!
Kirurgen: Hvorfor er du fastende?
Fordi jeg regnede med at den lille sag ordnede i her og nu, i er her jo alle.
Kirurgen: Nej det kan vi virkelig ikke, der bliver sendt bud til dig, men der er lige en ferie, der skal overstås.
Det skal i ikke tænke på, jeg ofrer gerne nogle dage af min ferie:
Jeg fik at vide, at det absolut ikke var min ferie de tænkte på.

*****************

Sygehuset Thisted: Nu skulle operationen ske, jeg blev spurgt om jeg ville høre musik eller se operationen på skærm.
Se operationen på skærm. Men de ventetider der er på operationer, så vil det være rart om jeg selv kan ordne det, hvis der sker det samme med højre knæ.
Da jeg var blevet rygmarvsbedøvet og de skulle til at gå i gang sagde jeg:
Husk det er venstre knæ og ikke andet end venstre knæ.
Kirurgen: Hvorfor siger du det?
Jo, man hører jo så meget. Jeg kunne se at den bemærkning havde de helst været foruden.

Jeg skulle vente med at komme op til bedøvelsen var af kroppen. Men på et tidspunkt fik jeg nogle ret slemme mavesmerter. Jeg sagde det til en sygeplejerske, der slog det hen med, at det er nerver ovenpå operationen (mig, - nerver?). Smerterne blev værre men det blev igen slået hen. Endelig kom en ny sygeplejerske ind. Hun kiggede på mig og sagde: Du ser ikke ud til at have det godt.
Nej, jeg har nogle forfærdelige mavesmerter.
Hun skyndte sig ud og kom lidt efter med en læge. De spurgte mig ud om hvor smerterne sad, og pludselig spurgte lægen: Er du kommet af med vand i dag?
Nej, men jeg er jo fastende, så jeg har ikke fået noget at drikke:
Lægen: Du har fået drop og det endda ret meget. Hvis vi kommer med et bækken kan du så lade vandet?
Med hvad, fyren er jo lige så bedøvet som resten af underkroppen.
Og så gik de ellers i gang med kateter, og for pokker hvor det lettede.

*****************

Arbejdspladsen: Vi havde fået bygget til laboratoriet og det nye skulle indvies. Direktøren kom med en sidebemærkning til mig. Jeg spurgte ham:
Tage, du er da noget af en sportsmand, kan du springe højt?
Han svarede selvfølgelig Bent, hvorfor?
Jo, kan du så ikke springe op og slå panden hårdt mod den betonbjælke?
Han tog det pænt, for han havde en overraskelse til mig lidt senere. Et certifikat, der udnævnte mig til ordensmarskal på laboratoriet. Certifikatet var flot udformet og med laksegl og hele molevitten og selvfølgelig bare spas.

*****************

Bageren i Nykøbing: Stort skilt på døren: Morgenbrød udbringes. Sådan et tilbud siger man ikke nej til:
Goddag, jeg vil gerne bestille 6 blandede rundstykker til lørdag og søndag.
Ja tak, så gerne, og navnet?
Bent Plum.
Adressen?
Sejerslev.
Hendes ansigt var spøgen værd. Nej desværre, vi bringer kun ud her i byen. næsten 40 km kørsel, det er for langt. (De skulle jo hjem igen).