Bent Allan Plum´s oplevelser

Fredag den 3. juni 2005

  Dejlige, hjertevarme oplevelser på sygehusene

 Af Inga og Bent Plum,

Skranderup Skovvej 7,

Sejerslev

I slutningen af 2004 fik min kone Inga konstateret kræft i endetarmen.Vor egen læge fik en mistanke om noget abnormt og fik meget hurtigt sat gang i mere vidtgående undersøgel-ser.
         Allerede den 30. novem-ber 2004 skulle hun  møde på Viborg Sygehus til kikkertun-dersøgelse, straks efter under-søgelsen fik hun at vide, at der var en knude, sandsynligvis en kræftknude. 

»Det er kræft, men det har ikke bredt sig,
du får et brev, men jeg syntes, du skulle
høre det muntligt«

     Overlægen sagde, at han var overbevist om, at hun nok skulle klare det, han havde straks sat gang i yderligere undersøgelser, en scanning på Viborg Sygehus samt en MR-scanning på Herning Sygehus, datoen for disse 2 skanninger fik vi med det samme. Senere ville Inga blive indkaldt til stråleterapi  og kemobehand-ling på Vejle Sygehus. Resul-tatet af kikkertundersø-gelsen ville Inga få pr. brev snarest.
          Næste dag blev Inga ringet op af overlægen, han sagde at han havde en god og en dårlig meddelelse. Det er kræft, men det har ikke bredt sig, du får et brev, men jeg synes, du skulle have det mundtligt. Vi var ikke overras-kede over, at det var kræft, men meget glade for at få det at vide på den måde frem for kun at få det skriftligt.
                       Senere i december blev Inga ringet op fra Vejle  Sygehus og spurgt, om hun ville komme til Vejle mellem jul og nytår. Det var hun ikke glad for og det blev besluttet, at hun skulle  vente til den 7. januar 2005. Den 4. januar var Inga på Nykøbing  M. Sygehus for at få taget en blodprøve til brug for Vejle Sygehus. Laboranten, der tog blodprøven, sendte resultater til både Vejle Syge-hus og Viborg Sygehus og få timer senere samme dag blev Inga ringet op fra Viborg Sy-gehus og det af overlægen selv, han havde allerede fået resultatet af blodprøven og kunne fortælle, at Ingas blod-procent var al for lav, hun skul-le straks til Thisted Sygehus og have blodtransfusion.

         Der var bestilt plads. Inga måtte overnatte på sygehuset, men personalet var fantastisk flinke og hjælp-somme.
    Den 10. januar kørte vi til Vejle, hvor den sidste under-søgelse inden stråleterapien skulle finde sted. Selvfølgelig var vi rystende nervøse, men vor egen læge hjalp os rigtig meget og på Vejle Sygehus gjorde de alt for at berolige os. Vi fik vist, hvad der skulle ske, når behandlingen star-tede, hvad vi selv kunne gøre for at mindske generne.
             Den 17. januar star-tede terapien og derefter alle hverdage i seks uger. Mod-tagelsen på onkologisk afde-ling, Vejle Sygehus, kan kun betegnes som fantastisk. Når vi ankom, følte vi, at vi var længe savnede, nære familie-medlemmer. Smil og kram og når Inga blev kaldt ind til terapien, skete det ved at en af personalet kom hen og lagde en arm om Inga og lige snakkede lidt med hende, og når hun kom tilbage efter ca. 20 min. var det også tit med et knus. Var Inga lidt nede, må-ske på grund af smerter eller nervøsitet, havde personalet, trods travlhed, alligevel tid til at trøste eller forklare. De kom med creme og pudder, der skulle lindre smerterne.

»Personalet var en utrolig hjælp for os,
for at det var en
meget svær tid at
komme igennem,
skal der ikke herske
tvivl om. «

Da Inga fik noget meget kløende udslæt på ryggen, blev en læge tilkaldt, han var ikke sikker på hvad udslættet kom af men bad en syge-plejerske kontakte en hud-specialist, og allerede næste dag kom Inga under behand-ling hos denne. Personalet var en utrolig hjælp for os, for at det var en meget svær tid at komme igennem, skal der ikke herske tvivl om.    
Vi fik at vide, at der skulle gå nogen tid fra stråle-terapien sluttede, til en operation måtte gennemføres.     Vi fik så besked om, at Inga skulle indlægges den 19, april og opereres den 20. april.  

         Det skulle ske på Viborg Sygehus afd. 11.2.
  Operationen skulle fore-tages af den samme overlæ-ge, der havde foretaget kik-kertundersøgelsen. Operatio-nen var meget langvarig, Inga fik lavet stomi og samtidig fjernet livmoderen,  Inga hav-de det selvfølgelig ikke godt, da hun vågnede på intensiv, men vi, vor datter, barnebarn og jeg, fik lov til at besøge hende.

 »For det meste var
det nervøsitet for
hvad der var sket
eller skulle ske og
her var en grundig
forklaring en meget
stor hjælp«

Næste dag blev hun kørt tilbage til sin stue på oven-nævnte afdeling Jeg besøgte hende hver eneste dag i de 6 uger hun var indlagt Jeg så den kærlige pleje, Inga fik. Inga havde selvfølgelig en del nedture, men også her var personalet fantastisk. Mange gange satte en af personalet sig ned ved Inga, lagde ar-men om hende og spurgte, hvad der var galt. Var det smerter, fik hun noget smer-testillende.  Men for det meste var det nervøsitet for hvad der var sket eller skulle ske og her var en grundig for-klaring en meget stor hjælp.
           Jeg har selv overværet alt undtagen operationen. Jeg har været med når stomiposen skulle skiftes, når det store åbne sår skulle renses og forbindes. Da man prøvede at få såret til at gro sammen hurtigere ved hjælp af V.A.C., en forholdsvis ny metode med vakuum. En be-handling, der gav et forry-gende resultat.   Jeg har hørt, når personalet puffede lidt på for at få Inga op af sengen og senere ud i den friske luft. Har jeg spurgt om noget, jeg ikke forstod, har jeg altid fået svar. Aldrig surhed men altid ven-lige smil. Nogle vil sige, at det er vel kun rimeligt. 
     Ja, måske, men så bør vi vel også behandle alle vore medmennesker på samme måde, uanset hvor vanske-lige, urimelige og tvære de er. For patienter kan være urime lige, heldigvis er de fleste nemme og flinke.

 men jeg kan nemt forestille mig, at en vanskelig patient kan ødelægge personalets humør, selv om de sikkert sjældent viser det.
         Maden er god, velsma-gende og rigelig, og udvalget er rimeligt.
         En meget stor tak til personalet på Vejle og Viborg sygehuse for kærlig pleje.
 

Råd til de pårørende

          Jeg har som skrevet været, med hele vejen igen-nem og kan derfor give nogle gode råd til patienter og pårørende.

         1. Giv besked hvis du har smerter, ikke til den ansatte, der er ved at tage din puls, temperatur eller lignende,  vedkommende er i gang med et stykke arbejde og det er urimeligt at forlange at han/hun skal kunne huske beskeden når arbejdet er udført.         
           Giv besked til stuegang eller tilkald en af personalet. og fortæl om pro-blemet.
         Vent ikke med at fortælle om smerterne, jo stærkere smerterne bliver, jo stærkere midler skal der til for at fjerne dem og det er absolut ingen hjælp for personalet.
  Husk at fortælle om smer-terne til personalet og ikke kun til familien.
         2. Pårørende har en pligt til at rydde op efter sig, Sæt stolene på plads efter brug og anbring Iånte kaffekopper, tal-lerkener og lignende, på rette plads. Den tid personaletskal bruge på at rydde op efter dig, kunne være brugt til patienterne.        
         Mange rydder op efter sig, men en del glemmer det, trods tydelig skiltning.
         Der svines på »gæste-toiletterne«, med cigaretskod, selv om tobaksrygning er for-budt.
         Der rives lange baner af papirrullerne til håndtørring, meget mere end nødvendig, og mange gange ligger det på gulvet ved siden af »papir-kurven«.
Det er sørgeligt at se og er det de samme mennesker, der klager over forholdene på sy-gehusene?

Tak til plejepersonalet i Nykøbing

AF BENT PLUM, SEJERSLEV
    onsdag den 5. september 2007

En meget stor tak til plejeper-sonalet i Nykøbing Mors, der har taget sig af Inga i den sid-ste svære stund.
Jeg har ikke ord for den tak-nemmelighed vi føler for disse dejlige mennesker, der næsten blev betragtet som en del af fa-milien. Vi så ofte et nyt ansigt, det kunne være fra Thy eller Salling, men alle var smilende, venlige og hjælpsomme og ikke  kun over for Inga, både vor datter Hanne og jeg fik også støtte.
Jeg vil ikke nævne navne her, men der var selvfølgelig nogle vi så oftere end andre og nogle der kom til at stå Inga meget nær, og selv om det ikke var helt smertefrit at blive skyllet og smurt omkring det åbne sår, (efter strålebehandlingen) så hørte jeg hende aldrig beklage sig over besøget af hjælperne

Plejepersonalet har selvfølge-gelig temmelig travlt, men vi mærkede det aldrig. Der var altid tid til en lille snak med Inga, se  efter om Inga havde nok af alle de ting hun skulle bruge. Medicin, kompres, natriumklorid opløsning til skylning, vandtætte underlag osv. Jeg har aldrig oplevet, at der har manglet noget. Derud over, sørgede de for at Inga fik rollator, sygeseng, ordnet dørtrin så hun let kunne komme rundt med sin rollator. Oppustelig madras, der skal hindre liggesår, fik hun til begge sine senge, og fra det øjeblik de forskellige hjælpemidler blev bestilt og til Inga  kunne tage dem i brug, gik der sjældent mere end én dag. Derudover gav de søde piger sig tid til at massere med massageolie samt smøre hendes ryg med

parfume, hvilket Inga nød i fulde drag. Vor datter Hanne og jeg fik aldrig indtryk af at være i vejen. Hanne lå tit sammen med sin mornår hun skulle skylles, holdt sin mor i hånden og fik en sluder med både hende og sygeplejer-sken, uden at føle at hun var til gene. De sidste par dage før Inga sov ind, sørgede  plejepersonalet for at Inga blev holdt fuldstændigsmer-tefri, det havde de lovet hen-de, og det ville de holde. Det blev derfor til mere end de to besøg om dagen og ringede vi efter hjælp, var de hos os meget hurtigt. Tusinde tak til alle jer dejlige og hjælpsom-me piger fra Bent Plum, Hanne Plum og ikke mindst Inga Plum (tør jeg godt skrive, for hun han mange gange udtalt sin glæde ved jeres hjælp).

Morsø Folkeblad 19.09.2007

En dybfølt tak!

Jeg var overvældet over at så mange mennesker fulgte Inga til hendes sidste hvilested, over de mange blomster og hilsener. 

Jeg var meget glad og samtidig usigeligt bedrøvet. Glad for at så mange kom, for de mange blomster i kirken og siden på graven. For den smukt pyntede kirke og måske især for præstens ord Bedrøvet over ikke at kunne køre hjem og fortælle Inga om oplevelsen.  I meget lang tid har det været familie og venner, der har berettet om hvad der skete i området.

Jeg fik den ide at skrive til Inga i går aftes. Jeg fortalte om dagens “oplevelser”. Måske lidt skørt, men jeg havde en lidt bedre indre ro da det var skrevet. 

Tusinde  tak til alle fra Bent (det vil vist gøre ondt meget

længe, ikke at skrive fra Inga og Bent).

Tak for opmærksomheden
ved min 70 års dag!

Det kan synes længe at vente med at takke for opmærksom-heden ved min fødselsdag den 28. maj. Grunden er den, at dagen måske skal i Guinness rekordbog, som den længste fødselsdag. Grundet Ingas sygdom måtte vi undlade at fejredagen for andre end den allernærmeste familie, men alligevel er gaverne kommet i en lind strøm og den “foreløbig” sidste gave kom for godt en uge siden.

 Tusinde tak fra Bent

INGA PLUM, Skranderup Skov-vej 7, Sejerslev, er død 66 år gammel.

Inga Plum var født i Sejerslev som den ældste af fire søsken-de og boede hele sit liv i Sej erslev. Hun kom ud at tjene som ung pige i huset, men mødte så Bent Plum, der var kommet til Mors fra Køben-havn, og i 1959 blev Inga Hvidbjerg Mikkelsen gift med Bent Plum.

Snart efter købte de det hus, hvor de siden har haft deres hjem, og der kom deres to børn til verden. Men i 1972 havde de den store sorg at miste sønnen på kun 10 år.

Inga Plum arbejdede først på Stampes pelsfabrik i Nykø-bing, derefter en tid på østerskompagniet og kom så til Sejerslev Plejehjem, hvor hun var ansat i Ca. 20 år, indtil hun gik på efterløn som 60-årig.

Da hendes mand for få år siden gik på pension efter godt 40 år på Skamol, sidst i laboratoriet, skulle de nyde pensionist tiden sammen, men snart efter blev hun ramt af sygdom.

Inga Plum efterlader sig sin mand, en datter i Ejerslev og to børnebørn. Desuden overleves hun af en søster og to brødre, der alle bor på Mors.