Bent Allan Plum´s oplevelser

Sct. Johannes Kirke, København.

Udenfor skoletid

1. Mit navn er Bent Allan Plum. 

Jeg er født i 1937 i København. Døbt i Sct. Johannes Kirke.

Jeg er den ældste af en søskendeflok på otte, seks drenge,  hvoraf den ene døde som toårig, senere kom der så to piger.

Jeg havde allerede som barn mange interesser - jeg begyndte at samle på mineraler og især var jeg helt vild med at læse.

2. Det var først og fremmest science fiction,  rejsebeskrivelser, krimier, naturbeskrivelser, ægyptologi, bøger og hefter om mineraler og fossiler, der havde min interesse. Meget blev købt men endnu mere blev lånt på biblioteket.

Når jeg, om vinteren, havde fået sat mig på gulvet, tæt ved kakkelovnen og var gået i gang med læsningen var jeg tabt for omverdenen, og heldigvis var det intet TV til at forstyrre freden.

De sidste år af min skolegang, havde

3.  jeg et lille job om eftermiddagen. Jeg kørte som bud for en grønthandler.

Da jeg sluttede min skolegang fik jeg arbejde som arbejdsdreng på en møbelfabrik, senere kom jeg på en maskinfabrik og sluttelig på gardinfabrikken i Lyngby, her var også min far ansat. 
Min ansættelse sluttede da jeg rejste til Nykøbing Mors.

Gigtfeber

TOP

En dag var smerterne særlig slemme og jeg kunne ikke bruge mine ben, og de var fuldstændig følelsesløse.

En ny læge blev tilkaldt og han konstaterede, at jeg havde gigtfeber. Jeg blev indlagt på Gentofte amtssygehus, hvor jeg var i ca. to måneder. Det viste sig at jeg også havde dårligt hjerte (en følgesygdom til gigtfeber).

Jeg fik at vide, at jeg måtte indstille mig på et liv uden anstrengelser f.eks. ikke noget med at dyrke sport.Sådan et ophold på et sygehus, har selvfølgelig både muntre og sørgelige oplevelser.

De muntre: (for mig - nok ikke for personalet):

Jeg er ikke kræsen og jeg kan godt lide byggrød, men den "hospital-byggrød" - jeg kunne ikke få den ned og fik hver dag en regulær skideballe af den arrige afdelingssygeplejerske. Jeg tror hun elskede at skælde ud og hun blev sur, hvis ikke alt gik efter hendes hoved.

2. Men den der ler sidst ler bedst (nogle gange i hvert fald). En morgen, da hun kom ind sammen med nogle andre sygeplejersker, så hun min tomme tallerken. 

Sagde hun: Nå, så har mine formaninger hjulpet, men da en af de andre ville ryste min pude blev det jo hurtigt klart hvor grøden var. Så slap jeg.

2. Jeg elskede at køre i elevator, men jeg tror jeg fik én slidt ned, efter flere timers kørsel, ville den ikke mere, ny skideballe og ikke mere elevatorkørsel.

Jeg havde fået en stor kasse blommer, mange flere end jeg kunne spise. Nå man så ligger om natten og ikke kan sove, hvad er så mere nærliggende end at ligge og smide med blommer. Jeg vidste ikke, at blommer sætter sådan nogle store blå mærker på et hvidt loft.

Det sørgelige:Gangen jeg lå på, blev delt op i 2 afdelinger. Jeg blev flyttet til en anden stue (med hvidt loft), en dag kom en af personalet og sagde, at der var en der ville tale med mig, det var på min gamle stue.

Man fik mig dog beroliget og jeg kom ind til manden, der var udlænding, og utrolig flink. Han lærte mig at spille skak og vi fik meget tid til at gå sammen.

En dag, da jeg gik ind til ham, var han død, det var et chok, det var første gang jeg mødte døden. Nu var det ikke mere så sjovt at ligge på sygehuset.

Mine ledsmerter fortsatte, især var de slemme når det var koldt - sporten blev byttet ud med en masse læsning, især natur-og rejsebeskrivelser, science fiction og selvfølgelig også krimier.

Medens jeg var indlagt blev fire af mine brødre indlagt med difteritis.

Min yngste bror Ole på 2 år døde. Én af mine brødre blev ikke syg.

Mine to søstre var ikke født på det tidspunkt.

Skolen

TOP

De første år af min skolegang husker jeg ikke med glæde.   

Min klasselærer havde ingen forståelse for min sygdom og de smerter, der af og til holdt mig hjemme fra skole og "her må jeg pointere", mit  "vilde hospitalsliv" fortsatte absolut ikke i skolen, jeg lavede ikke ballade, jeg tror bare ikke læreren kunne lide mig.

Desuden havde jeg mange sygedage på grund af min sygdom.Det medførte at jeg måtte gå en klasse om, heldigvis. 

Jeg kom til at gå i klasse med min lidt yngre bror og med en herlig klasselærer.

Han arrangerede mange ferieture, f.eks. vandretur i Jylland og fik os på feriekoloni på Salgjerhøj på Mors, en ø jeg blev vildt begejstret for og som jeg nu bor på.

Gladsaxe Skole som jeg husker den.

Den gamle skole midt i billedet.

Skolen efter ombygning.

Kjeld Glückstadt
Skolebibliotekar og tilsynsførende med av/medie-samlingen. 

Krigen

TOP

En dag kom en masse tyske soldater til området, de slog sig ned i skoven, men mange af soldaterne sov i kældrene i villakvarteret.
Jeg husker at jeg en dag var med min far og min onkel var gået en tur ind i skoven, vist nok for at provokere. Min onkel var i var på det tidspunkt indkaldt og derfor  uniform.

Vi var ikke bange for de menige, de var ikke glade ved at være i Danmark. Mange af de store drenge græd, når de havde fået brev hjemmefra. De ville hjem.
Disse soldater, var en blanding af store  drenge og gamle mænd, og de blev behandlet meget dårligt.

Det var heller ikke så spændende når de tyske fly kom lavt hen over husene for at kaste  proviant ned. De kom så lavt at der af og til faldt sten af skorstenene. Vi måtte ikke være ude ved den tid hvor flyene kom.

Teltlejr

TOP

1. Jeg havde været med Gladsaxe Skole været på feriekoloni på Salgjerhøj på Mors. 

Her var så pragtfuldt at jeg, sammen med brødre og venner, fortsatte med at holde ferie på øen efter at jeg var gået ud af skolen.. 
Nu var det dog som med cykel og telt, en ret streng cykeltur, men det regnede vi ikke.

Jeg havde fået nogle gode venner, et ældre ægtepar Jensine og Åge, de havde en stor flok drenge og en pige.

Teltferie på Nordmors. 

Jeg sidder tv. derefter mine venner Arne og Splint og th. min bror Kurt.

2.  Kun to af drengene boede endnu hjemme, de andre tjente på de omliggende gårde.Jensine elskede at bage og jeg var vild med hendes bagværk.

Åge snakkede et meget hurtigt jysk og jeg forstod ikke alt, men pyt.

Huset, de boede i, var ikke ret stort og der var lavt til loftet men rigtigt hyggeligt. Det sidste år vi holdt ferie på Salgjerhøj, var en af mine kammerater og jeg taget til teltbal og her mødte vi et par piger, vi fik en god snak og aftalte at pigerne næste dag skulle besøge os i vor "teltlejr".

3. Det blev imidlertid et forrygende vejr og der kom selvfølgelig ingen piger. Næste dag var hjemrejsedag og jeg skulle lige sige farvel til Jensine og Åge. 
Da jeg kommer ind ser jeg to piger,  Inga, som jeg havde mødt til teltballet, og hendes kusine fra Skjern.

Da Jensine opdagede at Inga og jeg "kendte" hinanden, fik hun travlt med papir og blyant, for selvfølgelig skulle jeg have Inga´s adresse. 

Vi skrev sammen et års tid hvorefter jeg besluttede at nu ville jeg  flytte til Sejerslev på Mors. Det var her Inga´s forældre boede, selv var hun ude og tjene på en gård i nærheden.

Det har været næsten umuligt at opdrive et foto med den gamle sommerrestaurant. Dette foto er fra en gammel turistbrochure. Venligst overladt mig af Niels Vestergård Larsen.

Nykøbing Mors

TOP

Et andet af mine yndlingsbilleder - taget for ikke så længe siden (alt er jo relativt).

1. Det første jeg måtte gøre, var at få et job og det var ikke nemt, jo - på en gård, men, jeg kunne ikke rigtigt se mig selv sidde og hive en ko i patterne, så jeg blev hotelkarl på Centralhotellet i Nykøbing M.

Det var heller ikke så dumt et job. En del af arbejdet bestod i kørsel med mad til større eller mindre fester på hele øen, og det var en god måde at lære egnen at kende på.

2. Men eftersom jeg havde 20 km til arbejde og kun en cykel til at transportere mig ledte jeg selvfølgelig efter noget nærmere. Jeg var så heldig at få arbejde i en grusgrav. Den lå 50 m fra Limfjorden og kun ca. 2 km hjemmefra. Det var et frit liv, herligt, når det var solskin, mindre sjovt i regn og rusk.
En af de første dage fik jeg at vide, at hvis jeg behandlede mine to kolleger ordentlig, ville jeg også blive behandlet pænt.
 

3. Det gik godt nogle dage, men så lå der en stor sten i min taske, da jeg kom hjem. Jeg var klar over, at det var formanden og pønsede på hævn. Nu var det sådan at han kørte motorcykel og altid kørte hjem til frokost, jeg havde også fået at vide, at han var meget ræd for hugorm og dem var der nogle af i nærheden. 

Jeg lagde et lille stykke snor i hans handske og glemmer ikke synet da han trak handsken på. Vi blev enige om at slutte fred, men det glemte han snart, en dag havde han lagt et stort, gammelt kødben i min taske.

Næste dag så jeg min svigerfar komme ind fra fiskeri, og skulle hen og kigge på fangsten, der var bl.a. en lillebitte tobis.
Den fik jeg og den kom i handsken. Handsken kom næsten på hånden men blev flået af.,

Tonny og Hanne ved bedstefars bette dyt.

4.   Den blev smidt langt væk medens formanden skreg som en vild.

Jeg hentede handsken, viste ham fisken og det blev sidste gang han lagde noget i min taske.

5. Men jeg må lige tilføje, at han ikke gjorde det for at være ondskabsfuld, han var en virkelig flink mand, der nok lige skulle prøve om han ikke kunne tage fusen på sådan en københavner. 

Efter ca. 1 år i grusgraven blev jeg ansat ved Skarrehage Molerværk a/s. Her har jeg nu været ansat i laboratoriet ved skamol a/s i mere end 43 år. 

Inga og jeg havde i mellemtiden fået to børn Hanne og Tonny. Vi var flyttet til en større lejlighed og senere i eget hus.  

Det år Tonny fyldte 8 år da blev han alvorligt syg og fra han blev syg og de næste ca. 1½ år husker jeg ikke andet end hans sygdom og hvad der er værre, synes jeg,  jeg kan heller ikke huske ret meget af hans liv før han blev syg. 
 

skamol A/S   Skarrehage Molerværk 

Værket ligger på Nordmors helt ned til Limfjorden og i et naturskønt område.

6.  Til gengæld husker jeg alt hvad der skete under hans sygdom - vi har en masse dias af ham og Hanne fra før han blev syg, vi har endnu ikke haft mod til at se dem.

Måske kommer det en dag, måske har Hanne eller børnebørnene lyst til at se dem og det kan da også være at Inga og jeg får lyst til at se de mange dias, dette skriveri og fundet af de gamle fotos, gør det hele lidt nærværende igen.

Vor datter Hanne er gift med Jens Christian og har to herlige børn Michelle og Jonas, de bor kun ca. 2 km fra os, så vi ses eller taler sammen hver dag.  Det er næsten umuligt at få et billede af Hanne og lykkes det - ja så er hendes hoved udskiftet med en pude, et ugeblad, eller hvad der er for hånden.

Men det lykkes nu og da at snyde hende.

Hanne og Jens Christian.

Hvis Hanne vidste, at hun blev fotograferet, havde hendes ansigt været dækket af en serviet.

Fra højre: Inga sammen med min mor og far, der var på ferie her på Limfjordens Perle.

7,  Som 40 årig begyndte jeg at dyrke motion og det har givet en masse oplevelser - samt en noget bedre kondition end jeg havde de første 40 år af mit liv. Desuden har det fjernet mine ledsmerter og det er bestemt både de ømme fødder og vablerne værd, og vabler - dem har der været en del af.

Mineraler og forsteninger har jeg interesseret mig for i mange år.
Jeg begyndte allerede at samle før jeg begyndte i skolen og har nu en ret anseelig samling. At samlingen er så stor skyldes bl. a. min chef hos Skamol Stig Johansson. Han lånte mig en bog fyldt med adresser på mineselskaber over hele verden.

8. Jeg skrev til firmaerne og fik fine ting fra mange af dem. 
Efter at have fået eget hus med stor have, så stor at der var masser af plads til fuglehus og volierer, begyndte jeg at holde fugle, ikke de store dyre fugle, men de billigere.

Det blev først og fremmest vævere samt frugt-og insektædere, der fik min interesse. Fuglene er ugleset i deres hjemlande, de findes i meget stor mængde og forsøges udryddet med hård hånd.

Mors er nærmest et naturreservat, der er skove, sletter, hede, søer, åer og pragtfulde badestrande.

9.  Her på Nordmors har vi lidt skov eller plantage. Vi har Salgjerhøj, der er øens højeste punkt og med  lyngbakker og lidt fyrretræer fra toppen og helt ned til fjorden.

Vi har Skarregård. Et statsreservat med skov og sletter. Sletterne er kun åbent for adgang 1½ måned om året. Resten af tiden skal de ynglende fugle have fred.

Molergravene hvor der kan findes forsteninger samt aftryk af fisk, insekter, blade oma. Molermuseet hjælper gerne med bestemmelse af fundene, ligesom de har flere ekskursioner til molergravene om sommeren.

Michelle, der er sporty og har en drøm om en uddannelse inden for sygesektoren. Hun bliver drillet af Jonas, der siger, at nok er hun ældst men snart den mindste.

Jonas, der kun nødtvunget dyrker sport, han er vild med sin computer og laver animationer og film. Han har en drøm om at blive tegner hos Walt Disney. 

Her har vi så mig og mine søskende (eller i hvertfald, de der vil være ved at de er i familie med os andre).

Vita, mig, Arne, Preben, Kurt, Jette og Georg.

 

Alle bor på Sjælland, så det er ikke hver dag vi ses, men det sker at vi får en "sludder" via Messenger ligesom vi har kontakt via mail.

Her er bror Georg i nærbillede.

Det var til hans 60 års fødselsdag, så han kan nok ikke blive pænere.

Jonas ser lidt overlegent på en af Fregatten Jyllands kanoner.

Tv. Jonas som konge i krybbespil.

TOP